Artiklen indeholder priser omregnet til baht. Tryk her for at vælge en anden valuta.

Skøn familiedag i kajak

Hvis du har børn med på ferie til Ao Nang Beach eller Krabi, eller hvis du er helt vild med at padle, så er et besøg på Klong Root et must.

Tags: Klong Root - Krabi - Kajak - Aktiviteter

Provinsen Krabi byder på mange spændende aktiviteter, her er fx naturstier og templer med fantastisk udsigt, lækre strande, varme kilder, mulighed for ture med ø-hop eller sejlads i bugten mellem Phuket, Phang Nga og Krabi. Men du kan også nyde en dag på vandet inde på fastlandet.

Klong Root, også kendt som Klong Nam Sai og Clear Water Canal, byder på kajak-sejlads, badning og hyggelig spisning under træernes skygge. Navnet er lidt misvisende, for selvom der er tale om meget klart vand, så er der ikke tale om en lettere kedelig kanal med lige sider, som fx kanalerne i Bangkok og mange andre steder i verden.

Klong Root virker ikke særlig kunstig, her er naturen i højsædet med klipper, træer og andet spændende pynt i vandet. Klong Root starter som en sø, og snævrer så ind til små vandveje gennem en skov med mangrovetræer.

For enden af Klong Root finder du et lille kunstigt vandfald. Det er et yderst populært badested for børn, der kan rutche ned til et lille bassin, mens de voksne sidder og hygger sig under træernes skygge.

Klong Root besøges hovedsageligt af de lokale, og det betyder, at priserne er yderst rimelige for såvel vandlegetøj som mad og drikke, som du kan sidde og nyde ved små borde. Mange har selv mad og tæppe med til en picnic under træernes skygge.

Det koster 300 baht (300 baht) at leje en kajak, uanset om du vil padle rundt i en time eller fra åbningstid til lukketid.

Husk solcreme med høj beskyttelse, og det vil også være en god ide med noget at tage på hovedet, hvis du har planer om at padle rundt i længere tid.

Sådan kommer du til Klong Root

Klong Root ligger i provinsen Krabi, 12 kilometer fra Ao Nang Beach. Du kan købe ture til Klong Root i turboderne og på nettet, og de vil så typisk også omfatte andre aktiviteter på en hel- eller halvdagstur. Men du kan selvfølgelig også selv stå for transporten, hvis du gerne selv vil bestemme, hvor længe du vil være her. Klong Root på Google Maps. Der er åbent for udlejning af kajakker fra 7:30 til 17:30 hele ugen.

Tags: Klong Root - Krabi - Kajak - Aktiviteter

Andre artikler om aktiviteter i Thailand: